Folk som arbejder om natten er nogle særlinge. De er rød- og klatøjede, har tøj som hænger i laser på deres spinkle, svedduftende skuldre og trækker vejret i hvæsende, hivende og langsomme åndedrag. Det er sådan nogle mennesker som ser ud, som om de spiser børn til morgenmad og som der altid er en ledig plads ved siden af, i et ellers stopfyldt myldretids-S-tog.
Det er de der mennesker som ikke fungerer særligt godt socialt – som resultat af, eller som måske har søgt jobbet netop fordi, det ikke indebærer socialiseren med andre pattedyr end flagermus…
Jeg arbejder nat og jeg har gjort en hel del ud af at være frisk, fin og kæk når jeg møder på job – for ligesom at vise at jeg er et godt, renligt og ikke-kannibalistisk menneske. Men da jeg i morges tog toget hjem fra job, oplevede jeg at sædet ved siden af mig forblev tomt i S-toget og min genspejling i butiksvinduerne på Nørrebrogade, viste mig intet mindre end; en høj, blond Gollum i jakkesæt!
Jeg spiser ikke børn af princip, men jeg forventer halvt om halvt, inden der er gået et år i stillingen, vil jeg have vokset små, sorte vinger ud hvor skulderbladene lige nu sidder, jeg vil have fået gråt hår og stikkende, gule øjne. Og jeg glæder mig faktisk lidt – allermest til vingerne, selvom jeg endnu ikke helt ved hvordan jeg skjuler dem under min hvide skjorte…

En af de storbyer som under tsunamien sidste år i Japan blev totalt ødelagt, er ganske langsomt ved at blive genopbygget – som en hel ny by. Det er så helt enormt smukt, gennemtænkt og måske endda prisværdigt, at et bystyre og en befolkning beslutter sig for at starte noget smukt op, midt i ruinerne af et katastrofeområde.
Mange andre steder bygger man byerne op igen, meget nær ved ligesom byerne så ud, før tsunamien. Men i byen Higashi-Matsushima har man besluttet sig for at skabe noget smukt, at lægge de dårlige minder og måske endda savn og sorg bag sig, og få det bedste ud af alt hvad der er sket. Så japanerne kigger på byplanlægning, de undersøger vedvarende energi, miljørigtige huse, højteknologisk affaldshåndtering, kloge måder at udlægge infrastrukturen og ser i langsigtede retninger af, at skabe en ny by som ikke kun er bedst mulig for mennesker – men for hele jorden.

Jeg savner allerede Urban-avisen. Det er ikke fordi jeg har boet under en mosbegroet sten de sidste par uger, at jeg ikke har reageret tidligere – jeg har bare ikke haft lyst…
Jeg fik nyheden pr. sms fra en af mine gode venner – og så fra Taarnets blog, i S-toget, på vej hjem fra arbejde. Det var urart. Ikke bare følelsen af at den avis jeg absolut foretrak at læse i mit S-tog forsvandt, men også en stor del af dét, der har været mig de sidste 3 år. Min Urbanblog er blevet en identitets-ting, det er blevet et sted hvor jeg har fundet fantastiske bekendte, hvor jeg har udviklet mig som menneske, sørget og jublet og hvor jeg har kunnet skabe mig et online-hjem som jeg føler, jeg har kunnet være stolt af.
I er alle sammen skidedejlige, lige fra medbloggere til Urban-folkene som har valgt at bringe mig i avisen knapt 50 gange, de semi-faste læsere som månedligt har fået antal besøg på min blog op på næsten tusind (!) og alle de fjollede mennesker ude i, især, København som har givet mig masser af inspiration til kærlighedsting at skrive om.
Jeg er her stadig – jeg kan simpelthen ikke undvære jer. I har været med mig næsten hele mit rigtige voksenliv og jeg kan, ganske egocentreret, ikke forestille mig at skulle undvære jer i mit liv.
Efter jeg fik nyheden om Urbans exit på den danske avisscene gik jeg direkte i seng. Sov indtil jeg tog på arbejde, zombiede mig gennem en arbejdsdag og først da jeg fik nyheden om at bloggen fortsatte, kunne jeg sådan for alvor smile med øjnene igen. Livet var da gået videre uden min Urbanblog, men det havde bare ikke været så sjovt…
Farvel, papir-i-S-togs-kærligheds-avis-med-Nemi-og-Nemo. Jeg savner dig allerede, men jeg ser frem mod hvad i finder på af online-spændendehed hen mod efteråret og glæder mig til, forhåbentlig at blive inkluderet også i dette. Og indtil da, vil jeg nyde alle de andre, skønne blogs og folk herinde, som jeg altid har gjort det – dejlige blogland!

Jeg læste i avisen hvordan et af parrene fra krydstogtforliset i Italien i nat var kommet hjem til Danmark; ved deres hoveddør blev de mødt af en god håndfuld naboer og bekendte, som trods at det var midt om natten troppede op for at byde dem velkommen hjem.
Jeg ved egentlig godt, at der er en vis sladdersøgen forbundet med at man som nabo står op midt om natten for at snakke med mennesker som overlevede et skibsforlis. Men måske endnu mere, så runger handlingen af kærlighed – af at man holder af, og forsøger at passe på, de mennesker som betyder noget for én, i hverdagen. Om så det er naboer eller familie der tropper op med flag, kærlighed og hjemmebagte muffins, så er det en kæmpestor gestus at sende. Og det er måse noget af det flotteste i hele verden, at man husker at holde af de mennesker som man har i nærheden; i stedet for først at sørge over dem, når de forsvinder ud af vores liv.
Jeg er sikker på at naboerne fik deres (ret naturlige) sladderlyst dækket i nat, mellem kram og kanelsnegle. Men jeg er måske endnu mere sikker på, at de mennesker som kom hjem og så hvor meget de var afholdte, fik talt ud om nogle oplevelser som var nødvendige at få sat ord på og de fik en oplevelse af at være kommet hjem til et sted hvor der er trygt og hvor man kigger efter hinanden.
Det gør mig helt varm indeni, når folk ser efter hinanden. Når man husker på hvad – og hvem – man har og husker at sætte pris på de gode mennesker man omgiver sig med. Mennesker skal nok huske at sørge når verden gør ondt, men når der sker noget godt, må der gerne være plads til uselvisk glæde og refleksioner over det gode der er sket. Det gør ofte verden meget lysere, ikke kun for dem der bliver overrasket med kaffe og kærlighed, men også for dem, som medbragte kanelsneglene.

En af mine allerbedste venner bliver snart 30. Han har et trygt og rart job, om end det ikke er så udfordrende, han har en hengiven hund, en fin bil og et hus han er i gang med at sætte i stand.
Det er så dér man har krydset point-of-no-return. Man er blevet sat – og det er der som sådan ikke noget galt med. Jeg er sikker på at langt de fleste som køber sig et hus har det som blommen i et æg med det valg og jeg misunder den tryghed som det må give at have et helt fast arbejde, en fast bopæl og børn eller hunde.
Jeg elsker at se folk være lykkelige i den virkelighed de skaber sig; At se hvordan folk jeg holder af, skaber sig et lykkeligt hjem med en lille familie og en sund hverdag.
Til gengæld er jeg bange for tanken om bindende huslån og afhængighed af en løncheck. Jeg er bange for at komme til at sidde fast – fordi man enten bliver magelig eller man bliver fanget i en økonomi som det ikke er let at bryde ud af, hvad end det være alt for mange penge udbetalt hver måned eller kun lige nok til at betale sine lån af.
Min gode ven er netop der hvor han har penge nok til at hygge sig og samtidig betale nok af på sine huslån. Men hvis han beslutter sig for at sadle om og prøve en anden retning med livet, så bliver det noget overordentligt bøvlet noget – hvorimod hans liv nu er simpelt og lidt mageligt og intet ville være til hinder for at han fortsatte sådan til evig tid.
Men han har besluttet sig for at skifte spor – trods huslån, et sikkert liv og et fornuftigt arbejde. Jeg synes det er så skidesejt – for det bliver næppe nemt, men jeg tror han kommer til at blive så glad med sit valg. Jeg elsker mennesker som udvikler sig, som er klar på at tage en kamp for at forfølge deres drømme og som ikke er blege for at give sig selv en udfordring, uden at være blinde for konsekvenserne af deres valg.
Jeg elsker simpelthen mennesker som velovervejede tør stå ved dét, de drømmer om – hvad end det være at droppe jobbet for at få en ny uddannelse eller at droppe uddannelsen for at få en familie. I er alle sammen nogle skønne folk som gør mig umådeligt glad – tusind tak fordi i står ved, hvad i drømmer om!

Når jeg tager til og fra arbejde er det mørkt. Det er småkoldt og blæsende og mennesker skutter sig under tørklæde- og frakkelag som kun lige lader et par røde kinder og et par øjne stikke frem.
Jeg kører en hel del med S-toget for at nå på arbejde. Om sommeren er jeg omgivet af gyldne og grønne marker, af duften af nyvundet hø og ditto muldjord - og en enkelt gang imellem ser jeg en hjort eller en kanin med en kuld killinger.
Om vinteren er der ikke så meget natur at kigge på. Til gengæld er der massevis af lys - i vintermørket.
Vinduerne jeg ræser forbi stråler af varme og hygge og de af jer som endnu ikke har taget julelysene i jeres altaner og træer ned, gør Danmark til et hyggebelyst drømmeland som det er et rent eventyr at rejse igennem aften efter aften. Jeg elsker vinterbelysningen, det er ren magi udenfor mine togruder; tusind, tusind tak for at lyse min verden lidt op, Danmark.

Min nytårsfest var fantastisk igen i år – fyldt med gode venner og ditto mennesker, som jeg holder meget af og som holder meget af mig. Der var kransekage, midnatskys, fulderikker, spontan skønsang og god mad – men endnu vigtigere, var der en hel igennem fantastisk hovedstad omkring mig.
Fyrværkeriet jeg sådan nød, var ikke noget jeg selv fyrede af – det var fra alle Jer dejlige folk som festede sammen med mig i min yndlingsby om så i sad i Indre By eller ude i forstæderne; Om så du sendte raketter af sted, eller var en af de fantastiske, fulde mennesker som gav mig en bøtte knaldperler da du passerede mig til midnatstid.
Alle de mennesker jeg mødte, som var på arbejde, var storsmilende og glade – lige fra mit kaffeindkøb i kiosken på hjemvejen til min buschauffør på vejen til festen. Og da jeg var på vej hjem og stod ved mit busstoppested og ventede, fik jeg en gratis taxatur med kompletfremmederare Karen(?) som ”alligevel skulle i den retning”.
Ved midnat fik jeg på gadeplan massevis af krammere af fulde, glade folk som nød fyrværkeriet fra samme sted som jeg selv og ud af vinduerne omkring mig fik jeg hele aftenen masser af ”godt nytår” og trut-i-horn med mig, når jeg vandrede gennem byen.
Tusind tak for et fantastisk, kærlighedsfyldt og godt nytår, dejlige København. I var alle sammen med til at gøre aftenen og natten helt fantastisk – dét holder jeg af hver og en af jer, for.

Det er ret fantastisk at mennesker kan finde ud af at hjælpe hinanden og at finde ud af at forkæle hinanden med de evner man nu engang har.
Jeg er lidt af en amatør-nørd udi indendørshaver og har længe hygget med plantelys, vindueskarmshaver og forspiringer i drivhuse lavet af plastikposer og andre kreative ting jeg har ved hånden. Men jeg har manglet en måde at finde system i mit plante-eventyr som alt for ofte har lidt et knæk, oftest når planterne enten er blevet over- eller undervandede mens jeg selv har været udenbys.
Jeg hader når planter dør uden grund og er af den overbevisning at planter skal have det godt; Ligesom dyr og mennesker som man heller ikke skal lade vokse op, bare for at glemme dem eller behandle dem skidt…
Men lige så idealistisk som jeg er, lige så forvirret er jeg. For jeg har gravet mig gennem Det Store Internet, biblioteket, gartner-veninders hoveder og al mulig viden jeg kunne komme i nærheden af men et praktisk indendørs-planteprojekt har jeg haft svært ved at finde hoved og hale i.
Indtil jeg fik årets julegave fra Elektrikeren. Han er nemlig også glad for planter og dertil er han min helt egen strøm-nørd. Og han har fundet systemET der fra midten af januar gerne skulle være kørende herhjemme i casa Nemo; Et jordløst planteeventyr med plantevækst i en bund af leca-kugler og med et smånørdet pumpesystem som driver væske og næring rundt mellem planterne – og dertil selvfølgelig plantelysfittelihut og måske et webcam og en hjemmeside til plantelillerne. For jeg skal jo kunne følge med i planternes liv, selv når jeg tager på forlænget weekend ud i verden – og måske skal planterne med tiden have deres egen blog, sådan jeg kan inspirere flere fine folk til at dyrke egne grøntsager?
Dét var da vistnok årets julegave til den planteglade Nemo – og til min tekniknørdede Elektriker selv.

Jeg kan faktisk ikke lide jul. Jeg afskyer konceptet med at man småtvinges til at købe semi-velovervejede gaver til folk som man kan få billigere i januar, at man driver rovdrift på miljøet i form af enorme mængder brugt indpakning, ubrugelige gaver og energifrådseri og at man presser noget småreligiøst fikumdik ned over hovederne på folk og fæ. Og så er der hele spørgsmålet om Julemanden som vi herhjemme i Danmark er overbeviste om bor på Grønland sammen med sine nisser. Hvilket mildest talt er løgn; … Alle ved jo at han bor i Finland!
Til gengæld elsker jeg HYGGE! Og julen er heldigvis også den tid på året hvor vi bryder vintermørket med stearinlys og lyskæder, hvor vi får en god undskyldning for at se mennesker vi holder af og som bor i andre ender af landet, hvor vi med god samvittighed kan klumpe os sammen og lave fantastisk mad – og spise i 12 timer af gangen, hvor vi kan give mennesker vi holder af et gevaldigt klap på skulderen og fortælle dem at vi holder af dem, hvor kram sidder lidt løsere på mennesker og hvor langt de fleste folk har lidt lettere ved at omgive sig med kærlighed end i hverdagen.
Min jul er en kærlighedsfest og selvom jeg er stor modstander af at Danmarks forretningsliv profiterer voldsomt på højtiden, så er det svært ikke at nyde at være sammen med gode mennesker som man holder af. Lige meget hvor tosset jeg synes julen er, så vil jeg til enhver tid være med på at fejre alle hjerte- lysfester som vi kan finde på at fejre; Kærlighed og lys i mørket vil ALTID være en fest værd!

Jeg har verdens dejligste svigerforældre. De ved det bare ikke endnu.
Historien løber adskillige år tilbage, til dengang jeg først lærte Elektrikeren at kende. Hen af vejen endte han med at blive min bedste ven og tilmed min udlejer gennem de sidste 3 år. Når nu jeg bor sammen med fyren har jeg også hilst på hans forældre et par gange. De er ret fantastiske og jeg elsker at være i nærheden af dem – ligesom de virker til at hygge sig ret meget med mig.
Mit udelukkende venskabelige og platoniske venskab med elektrikeren led et forlis for et par måneder siden da vi efter en god gang sofaputning, filmkigning og derefter sove-sammen-hygning krydsede point-of-no-return; Kysset!
Dét var lidt akavet. Til gengæld var det også ret rart og fint og rigtigt – meget modsat hvad jeg havde frygtet, men fuldt ud hvad jeg havde håbet og drømt om efterhånden flere år.
Fordi jeg har kendt Elektrikeren så længe kender både min familie og alle mine venner til ham, ligesom hans venner og familie kender til mig. Og min familie elsker ham, min lillesøster er overbevist om at han er hendes long-lost storebror, min mor vil vist adoptere ham og mine forældre mener han er et fremragende parti som de mere end én gang har udtalt at de ønskede jeg var sammen med.
På Elektrikerens side har han et sæt forældre som giver mig knus og kram, som slæber kaffe hjem til mig fra alverdens lande, som jeg kan ser håndboldkampe ”sammen med” pr. sms og telefonopkald, som inviterer på mad, hinter mig at de gerne så mig som svigerdatter og som uselviske holder af mig – som Elektrikerens roommate.
Vi skal snart have dem fortalt det, og jeg glæder mig. Jeg glæder mig helt enormt - efter 1½ måned er jeg nemlig ved at være ret sikker på at Nemo + Elektriker ikke er helt suicidalt; Tværtimod. Nemo + Elektriker giver indtil videre bare en knaldglad, boblende lykkelig Nemo, som har brug for at dele sin glæde med hele verden – og med de helt enormt dejlige svigerforældre-to-be!